1.1 Det armenske folkedrab. Efter et forløb med politisk og økonomisk forfølgelse af armenierne, indledte den nationalistiske ung-tyrkiske regering i Osmannerriget, i løbet af 1915, et reelt forsøg på etnisk udrensning, og udslettelse af armenierne. Det armenske folkedrab er også kendt som den armenske deportation, Armenien-massakrene eller det armenske holocaust, fortæller om den tvungne massedeportation af armenere i Det Osmanniske rige i årene 1915 til 1917. I første halvdel af 1915, havde Osmannerrigets ung-tyrkiske regering gennemført folkedrabets første fase; størsteparten af de kampdygtige armenske mænd var slået ihjel, og den armenske elite, som bestod af professore og politkere, var blevet anholdt og dræbt. Kvinder, børn og ældre armeniere blev efterfølgende samlet i flokker på flere tusinde, og under bevogtning af tyrkiske soldater anordnet til, at marchere ud i den syriske ørken. Efter befaling fra regeringen blev deres jord og ejendele beslaglagt, og overtaget af deres tyrkiske og kurdiske naboer. Hændelserne førte til, at et kontroversielt antal armeniere likvideredes. Antallet af aflivede anslås at have udgjort mellem 300.000 og 1,5 millioner. Det armenske folkedrab er genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, hovedsageligt mellem Tyrkiet og Armenien. 24 lande, deriblandt Armenien, Frankrig, Argentina, Tyskland og Rusland betegner officielt begivenheden som folkedrab. I nogle af disse lande er det illegalt også strafbart at hævde, begivenheden ikke kan betegnes som folkedrab. For mange EU-lande er det en forudsætning for Tyrkiets potentielle optagelse i unionen, at landet bekræfter betegnelsen folkedrab. Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, som førte til mange armenieres død, men man har konsekvent nægtet at anerkende det som et folkedrab, og man anser derudover fra officiel side, at antallet af døde er overdimensioneret. Tyrkiet anslår, at 400.000 omkom, mens Armenien opretholder, at tallet var 1,5 millioner. Internationalt bliver det alt i alt accepteret, at ca. 1 million armeniere døde under denne periode og under den efterfølgende tyrkiske uafhængighedskrig. Tyrkiet anslår, at de deporterede armeniere døde som et udfald af sygdom, hunger og internetnisk strid i den enorme forvirring, som frembrød i slutningen af første verdenskrig.
1.2 Ikke et folkedrab?
Begrebet ”folkemord” omfatter ikke krig. Folk, der ikke tror på at denne episode var et folkedrab, argumenterer for dette ved at sige, at formålet ikke var at udrydde en race, men udrydde fjenden. “The Armenians were not innocent victims of the atrocities, but they played a role in starting them. Nor were the Muslims ruthless killers of innocent children and women. (Stanford University Turkish Student Association)” Russerne i Osmanerriget kom fra Kaukasus, og Armenierne som boede i Osmannerriget gik på deres side. Rusland var i krig mod Osmannerriget, hvilket betød, at Armenien automatisk blev en del af det. Armenierne gik altså til angreb i tyrkiske og kurdiske landsbyer tæt på området ”Van”. Det endte med, at osmannerne dræbte mange armeniere – fordi de var i krig – og drev dem ud af landet, ikke fordi de var armeniere, men fordi de var i krig mod osmannerne. Før armenierne besluttede sig for at samarbejde med Russerne, eksisterede der ingen problemer mellem osmannerne og armenierne. Tyrkerne kaldte armenierne for ”millet-i sadika”, hvilket betyder ”loyal nation”. Der var altså et bånd, som bestod af loyalitet, der blev brudt. En meget kendt og stadig anerkendt og elsket arkitekt ”Sinaneddin Yusuf” (Mimar Sinan), 1489-1588, var armenier. Hans værker var og er stadig meget berømte og tilgængelige for alle. Det siges, at hvis formålet var at udrydde den armenske race, ville man udrydde alle hans værker, og hans kunstværker ville ikke blive anerkendt, respekteret og husket i nutidens Tyrkiet. Dette bruger tyrkerne som et bevis på, at der ikke har været et had mod den armenske race, og at motivet ikke var raceorienteret. Det er dog vigtigt at sætte tingene lidt i perspektiv. Recep Tayip Erdogan har i 2005 sagt, at de har åbnet for deres arkiver. De ønsker, at armenierne også åbner for deres arkiver, og at man herefter ”ansætter” arkæologer, historikere, politologer og advokater, som kan undersøge sagen nærmere. Hvis det bliver nødvendigt, må andre lande også komme med beviser, så resultatet bliver mere troværdigt. Han nævner også, at hvis m an finder ud af, at der har været folkedrab, vil Tyrkiet acceptere det og tage konsekvensen. Dette har Armenien dog ikke accepteret. Spørgsmålet lyder da: hvis Armenien er sikker på, at Tyrkiet har begået folkedrab mod det armenske folk, hvorfor accepterer de så ikke dette forslag? Recep Tayip Erdogen nævner, at der i dag bor 40.000 illegale armeniere i Tyrkiet, og han mener, at der må være en grund til, at de er flygtet til Tyrkiet. Han mener ikke, at man vil flygte til et land, som har racistiske intentioner og et land, som har dræbt ens forfædre, fordi man vil udrydde en bestemt race.
1.3 Armenierne Der er begrænset adgang til kilder om folkedrabet på armenierne, blandt andet på grund af den restriktive adgang til tyrkiske arkiver. Man må derfor i stor udstrækning bruge vidnesbyrd foretaget af udenlandske observatører, der var udstationeret i Osmannerriget. Dog har der i flere årtier efter været kilder i form af overlevende, der på den ene eller anden måde er flygtet fra rædslerne.
Denne kilde er en avisartikel fra den første armenske avis i USA The Armenian Mirror-Spectator fra 24. marts 2010, skrevet af Taleen Babayan, omtrent 100 år efter begivenhederne. Det er en 2. håndskilde, da det ikke forfatteren selv, der har været vidne til begivenhederne, men derimod de personer, hun interviewer. Da dette er en armensk avis i USA, er artiklen højest sandsynligt henvendt til den armensk-amerikanske befolkning. Artiklen tager udgangspunkt i et besøg på et armensk ældrehjem, hvor tre armeniere fortæller deres historie og erindringer fra folkemordet. Målet med denne tekst er at skrive om armeniere til armeniere og derved deres fælles kulturarv og historie. Kilden sympatiserer med armenierne, da vi hører deres synspunkter og oplevelser af hændelserne. Dette kan bruges til at belyse folkedrabet i Armenien, og hvordan den armenske befolkning oplevede dette – hvad de var udsat for. Artiklen er gan ske troværdig, grundet dens indblik i individets oplevelse af folkedrabet. Grunden hertil ligger i at fortælle sandheden til verden, da Tyrkiet officielt benægter folkedrabet.
Et andet uddrag til at underbygge ovenstående Uddrag fra boston.com, 30. marts 2010: In 2005, on the 90th anniversary of the Armenian genocide, Mr. Bilezikian shared his story with Globe columnist Yvonne Abraham.
“All I remember is, we were hungry, and I thought that was a normal thing. . . . There were so many people dying. . . . I remember children dying with the big stomachs . . . dropping dead right in the middle of the street. And a cart would come along, pick them up as if they were nothing, and throw them up on the cart and keep going. There'd be a big hole somewhere, they'd just dump it in there,” he said. “When I came to this country I lived in Newtonville. At night I used to find myself under the bed in a cold sweat. The dream I used to have was, a Turk would cut my ears off, cut my nose, pull my teeth, gouge my eye out. I would wake up all wet. . . . I never had these dreams in the old country.”
Mr. Bilezikian never shied away from telling his stories to his family, said Bilezikian Charkoudian. He taught his three children not to hate the Turks, she said. “He brought us up to love those Turkish people who helped save the Armenians who did survive,” said Bilezikian Charkoudian. “We were not brought up with hatred. We were brought up with facts.”
1.4 Omverdenens syn Ungtyrkerne forsøgte at dække over deres systematiske udrydelse af armenerne, men i 1915 slap information om folkedrabet ud fra Konstantinopel (i dag kaldet Istanbul). Udenlandske missionærer var vidner til de rædsler, som var masseudryddelserne i udkanten af riget.
Intelligente armeniere blev arresteret i Konstantinopel, ført ud af byen og henrettet. Dette skete så hemmeligt som muligt for at undgå, at omverdenen fandt ud af noget omkring det. Så snart de intelligente var ryddet af vejen, var det meget nemmere at udslette resten af den armenske befolkning “...de tilbageblevne Armenier vil snart Uddø er tydeligt. Regeringen vil intet give dem, hverken Føde, Klæder eller Huse, ingen Hjælp kan der komme til dem udefra, da Regeringen ikke tillader Breve fra eller til Armenier at passere igennem. Selv Konsulen [den amerikanske] har fra den tyrkiske Regering faaet Paabud om aldrig at skrive noget om Armenier, og hans Breve bliver strengt censureret.” (Citat fra Maria Jakaobsens, missonær i Armenien, dagbog i 1917)
Udenlandske regeringer kaldte det en forbrydelse mod menneskeheden og forlangte, at der blev gjort noget ved det, men det var stadig private organisationer, der gjorde det meste af hjælpearbejdet.
I dag nægter Tyrkiet stadig at omtale drabet på armenierne som et folkedrab, men ifølge FN’s Folkedrabskonvention kan det ikke beskrives som andet. Et folkedrab er et angreb på en bestemt gruppe, i dette tilfælde en etnisk minoritet. Ifølge artikel 2 i Folkedrabskonventionen er det bestemte handlinger, der kan kategoriseres som folkedrab blandt drab af en bestemt gruppe, som Osmannerne gjorde. Selvom Tyrkiet nægter, at der var tale om direkte drab og derfor nægter at omtale det som folkedrab, siger Folkedrabskonventionen også, at der er tale om folkedrab, hvis man påfører en gruppe umulige livsbetingelser. Umulige livsbetingelser kan blandt andet være at sende en gruppe ud i ørkenen uden muligheder for at overleve, som tyrkerne gjorde ved armenierne. Tyrkiet benytter sig af adskillige argumenter for, at det ikke var et folkedrab, såsom at de 1,5 millioner mennesker, der døde, bare var ofre for en tragisk krig. Tyrkerne lukker øjnene for de adskillige skrevne kilder fra dengang og for forskellige mennesker, som var til stede under udryddelsen. Et eksempel på dette er en af hovedkilderne skrevet af Henry Morgenthau, den amerikanske udenrigsminister. Han beskrev, hvordan tyrkerne prøvede at skjule drabet på armenierne fra omverdenen. At bruge argumenter som, at armeniere har lov til at være i landet i dag for, at der ikke var tale om folkedrab, er et desperat forsøg på at dække over sin fortid. Folkedrabet skete i starten af 1900 tallet, og siden da har nye regeringer tilladt armenierne at flytte tilbage. Der bor også jøder i Tyskland i dag, men det bruger tyskerne ikke som argument for, at holocaust aldrig har fundet sted.
I dag nægter Tyrkiet stadig, at der er tale om et folkedrab, også selvom resten af verden mener det modsatte. I Frankrig har man sågar vedtaget ved lov,http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-47670875:frankrig-vedtager-omstridt-lov-om-folkedrab.html at man skal snakke om drabet på armenierne som folkedrab højst sandsynligt fordi, de ikke vil have Tyrkiet i EU, men også fordi, alle fakta taler for, at det er et folkedrab, der har været tale om.
Det armenske folkedrab
1.1
Det armenske folkedrab.
Efter et forløb med politisk og økonomisk forfølgelse af armenierne, indledte den nationalistiske ung-tyrkiske regering i Osmannerriget, i løbet af 1915, et reelt forsøg på etnisk udrensning, og udslettelse af armenierne.
Det armenske folkedrab er også kendt som den armenske deportation, Armenien-massakrene eller det armenske holocaust, fortæller om den tvungne massedeportation af armenere i Det Osmanniske rige i årene 1915 til 1917. I første halvdel af 1915, havde Osmannerrigets ung-tyrkiske regering gennemført folkedrabets første fase; størsteparten af de kampdygtige armenske mænd var slået ihjel, og den armenske elite, som bestod af professore og politkere, var blevet anholdt og dræbt. Kvinder, børn og ældre armeniere blev efterfølgende samlet i flokker på flere tusinde, og under bevogtning af tyrkiske soldater anordnet til, at marchere ud i den syriske ørken. Efter befaling fra regeringen blev deres jord og ejendele beslaglagt, og overtaget af deres tyrkiske og kurdiske naboer.
Hændelserne førte til, at et kontroversielt antal armeniere likvideredes. Antallet af aflivede anslås at have udgjort mellem 300.000 og 1,5 millioner. Det armenske folkedrab er genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, hovedsageligt mellem Tyrkiet og Armenien. 24 lande, deriblandt Armenien, Frankrig, Argentina, Tyskland og Rusland betegner officielt begivenheden som folkedrab. I nogle af disse lande er det illegalt også strafbart at hævde, begivenheden ikke kan betegnes som folkedrab. For mange EU-lande er det en forudsætning for Tyrkiets potentielle optagelse i unionen, at landet bekræfter betegnelsen folkedrab.
Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, som førte til mange armenieres død, men man har konsekvent nægtet at anerkende det som et folkedrab, og man anser derudover fra officiel side, at antallet af døde er overdimensioneret. Tyrkiet anslår, at 400.000 omkom, mens Armenien opretholder, at tallet var 1,5 millioner. Internationalt bliver det alt i alt accepteret, at ca. 1 million armeniere døde under denne periode og under den efterfølgende tyrkiske uafhængighedskrig. Tyrkiet anslår, at de deporterede armeniere døde som et udfald af sygdom, hunger og internetnisk strid i den enorme forvirring, som frembrød i slutningen af første verdenskrig.
Ikke et folkedrab?
Begrebet ”folkemord” omfatter ikke krig. Folk, der ikke tror på at denne episode var et folkedrab, argumenterer for dette ved at sige, at formålet ikke var at udrydde en race, men udrydde fjenden.
“The Armenians were not innocent victims of the atrocities, but they played a role in starting them. Nor were the Muslims ruthless killers of innocent children and women. (Stanford University Turkish Student Association)”
Russerne i Osmanerriget kom fra Kaukasus, og Armenierne som boede i Osmannerriget gik på deres side. Rusland var i krig mod Osmannerriget, hvilket betød, at Armenien automatisk blev en del af det. Armenierne gik altså til angreb i tyrkiske og kurdiske landsbyer tæt på området ”Van”. Det endte med, at osmannerne dræbte mange armeniere – fordi de var i krig – og drev dem ud af landet, ikke fordi de var armeniere, men fordi de var i krig mod osmannerne.
Før armenierne besluttede sig for at samarbejde med Russerne, eksisterede der ingen problemer mellem osmannerne og armenierne. Tyrkerne kaldte armenierne for ”millet-i sadika”, hvilket betyder ”loyal nation”. Der var altså et bånd, som bestod af loyalitet, der blev brudt. En meget kendt og stadig anerkendt og elsket arkitekt ”Sinaneddin Yusuf” (Mimar Sinan), 1489-1588, var armenier. Hans værker var og er stadig meget berømte og tilgængelige for alle. Det siges, at hvis formålet var at udrydde den armenske race, ville man udrydde alle hans værker, og hans kunstværker ville ikke blive anerkendt, respekteret og husket i nutidens Tyrkiet. Dette bruger tyrkerne som et bevis på, at der ikke har været et had mod den armenske race, og at motivet ikke var raceorienteret.
Det er dog vigtigt at sætte tingene lidt i perspektiv. Recep Tayip Erdogan har i 2005 sagt, at de har åbnet for deres arkiver. De ønsker, at armenierne også åbner for deres arkiver, og at man herefter ”ansætter” arkæologer, historikere, politologer og advokater, som kan undersøge sagen nærmere. Hvis det bliver nødvendigt, må andre lande også komme med beviser, så resultatet bliver mere troværdigt. Han nævner også, at hvis m
an finder ud af, at der har været folkedrab, vil Tyrkiet acceptere det og tage konsekvensen. Dette har Armenien dog ikke accepteret. Spørgsmålet lyder da: hvis Armenien er sikker på, at Tyrkiet har begået folkedrab mod det armenske folk, hvorfor accepterer de så ikke dette forslag?
Recep Tayip Erdogen nævner, at der i dag bor 40.000 illegale armeniere i Tyrkiet, og han mener, at der må være en grund til, at de er flygtet til Tyrkiet. Han mener ikke, at man vil flygte til et land, som har racistiske intentioner og et land, som har dræbt ens forfædre, fordi man vil udrydde en bestemt race.
1.3
Armenierne
Der er begrænset adgang til kilder om folkedrabet på armenierne, blandt andet på grund af den restriktive adgang til tyrkiske arkiver. Man må derfor i stor udstrækning bruge vidnesbyrd foretaget af udenlandske observatører, der var udstationeret i Osmannerriget.
Dog har der i flere årtier efter været kilder i form af overlevende, der på den ene eller anden måde er flygtet fra rædslerne.
Denne kilde er en avisartikel fra den første armenske avis i USA The Armenian Mirror-Spectator fra
ske troværdig, grundet dens indblik i individets oplevelse af folkedrabet. Grunden hertil ligger i at fortælle sandheden til verden, da Tyrkiet officielt benægter folkedrabet.
Et andet uddrag til at underbygge ovenstående
Uddrag fra boston.com, 30. marts 2010:
In 2005, on the 90th anniversary of the Armenian genocide, Mr. Bilezikian shared his story with Globe columnist Yvonne Abraham.
“All I remember is, we were hungry, and I thought that was a normal thing. . . . There were so many people dying. . . . I remember children dying with the big stomachs . . . dropping dead right in the middle of the street. And a cart would come along, pick them up as if they were nothing, and throw them up on the cart and keep going. There'd be a big hole somewhere, they'd just dump it in there,” he said. “When I came to this country I lived in Newtonville. At night I used to find myself under the bed in a cold sweat. The dream I used to have was, a Turk would cut my ears off, cut my nose, pull my teeth, gouge my eye out. I would wake up all wet. . . . I never had these dreams in the old country.”
Mr. Bilezikian never shied away from telling his stories to his family, said Bilezikian Charkoudian. He taught his three children not to hate the Turks, she said.
“He brought us up to love those Turkish people who helped save the Armenians who did survive,” said Bilezikian Charkoudian. “We were not brought up with hatred. We were brought up with facts.”
1.4
Omverdenens syn
Ungtyrkerne forsøgte at dække over deres systematiske udrydelse af armenerne, men i 1915 slap information om folkedrabet ud fra Konstantinopel (i dag kaldet Istanbul). Udenlandske missionærer var vidner til de rædsler, som var masseudryddelserne i udkanten af riget.
Intelligente armeniere blev arresteret i Konstantinopel, ført ud af byen og henrettet. Dette skete så hemmeligt som muligt for at undgå, at omverdenen fandt ud af noget omkring det. Så snart de intelligente var ryddet af vejen, var det meget nemmere at udslette resten af den armenske befolkning “...de tilbageblevne Armenier vil snart Uddø er tydeligt. Regeringen vil intet give dem, hverken Føde, Klæder eller Huse, ingen Hjælp kan der komme til dem udefra, da Regeringen ikke tillader Breve fra eller til Armenier at passere igennem. Selv Konsulen [den amerikanske] har fra den tyrkiske Regering faaet Paabud om aldrig at skrive noget om Armenier, og hans Breve bliver strengt censureret.” (Citat fra Maria Jakaobsens, missonær i Armenien, dagbog i 1917)
Udenlandske regeringer kaldte det en forbrydelse mod menneskeheden og forlangte, at der blev gjort noget ved det, men det var stadig private organisationer, der gjorde det meste af hjælpearbejdet.
I dag nægter Tyrkiet stadig at omtale drabet på armenierne som et folkedrab, men ifølge FN’s Folkedrabskonvention kan det ikke beskrives som andet. Et folkedrab er et angreb på en bestemt gruppe, i dette tilfælde en etnisk minoritet. Ifølge artikel 2 i Folkedrabskonventionen er det bestemte handlinger, der kan kategoriseres som folkedrab blandt drab af en bestemt gruppe, som Osmannerne gjorde. Selvom Tyrkiet nægter, at der var tale om direkte drab og derfor nægter at omtale det som folkedrab, siger Folkedrabskonventionen også, at der er tale om folkedrab, hvis man påfører en gruppe umulige livsbetingelser. Umulige livsbetingelser kan blandt andet være at sende en gruppe ud i ørkenen uden muligheder for at overleve, som tyrkerne gjorde ved armenierne.
Tyrkiet benytter sig af adskillige argumenter for, at det ikke var et folkedrab, såsom at de 1,5 millioner mennesker, der døde, bare var ofre for en tragisk krig. Tyrkerne lukker øjnene for de adskillige skrevne kilder fra dengang og for forskellige mennesker, som var til stede under udryddelsen. Et eksempel på dette er en af hovedkilderne skrevet af Henry Morgenthau, den amerikanske udenrigsminister. H
I dag nægter Tyrkiet stadig, at der er tale om et folkedrab, også selvom resten af verden mener det modsatte. I Frankrig har man sågar vedtaget ved lov,http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-47670875:frankrig-vedtager-omstridt-lov-om-folkedrab.html at man skal snakke om drabet på armenierne som folkedrab højst sandsynligt fordi, de ikke vil have Tyrkiet i EU, men også fordi, alle fakta taler for, at det er et folkedrab, der har været tale om.
+